Udsøgt udvalg
De bedste priser
Gratis hjemmelevering v. køb over 889,-
Udsøgt udvalg
De bedste priser
Gratis hjemmelevering v. køb over 889,-
839,00 kr.
Familien Mazzei har været tilknyttet vinverdenen siden 1300-tallet og har i dag tre skønne vingårde; Castello di Fonterutoli i Chianti Classico (Toscana), Belguardo i Maremma (Toscana) og Zisola i Noto (Sicilien). Castello di Fonterutoli er hjertet af familievirksomheden og Mazzei-familien har drevet denne vingård i hele 600 år siden 1435. En af vingårdens pragtfulde vinmarker, som ligeledes har været i familien siden det 13. århundrede, er Siepi; denne mønstervinmark forvaltes fortsat med samme respekt som dengang. Dens unikke beliggenhed, specielle mikroklima og meget særlige terroir beplantet med Sangiovese komplimenteret af Merlot, producerer en vin, som er perfekt balanceret mellem elegance, kraft og kompleksitet.
Siepi Toscana IGT 2019 er blevet omtalt som "One of the 50 wines that changed Italy wine style" af Gambero Rosso. En absolut fremragende vin, kan denne karakteriseres af følgende: monumentalt bygget, sprøde noter af hylde, blomme, bær, sandeltræ, tobak, med en meget lang, lys finish.
Vinmark: Siepi-vinmarken ligger i Castellina i Chianti-området med udsigt over Elsa-dalen (Val d'Elsa). På denne 14 hektar store grund – som vender mod syd til sydøst, i en højde af 220-310 meter – dyrkes Sangiovese- og Merlot vinstokke plantet ved en densitet på 4000-6700 planter pr. hektar. Vinmarken forvaltes ved hjælp af metoderne guyot, spurred cordon og beskæring i vifteform. I et dokument fra 1435, som opbevares i familiens arkiver i Fonterutoli, er Siepi opført blandt Madonna Smeralda Mazzei's ejendele og beskrevet som "a plot of land alongside the house with olives, vines and oaks". Dette gør Siepi til en af de ældste registrerede vinmarker i Chianti.
Geologien af denne vinmark er kompleks. Et lag af kompakt sten af Alberese ligger omkring 1,5 meter (5 fod) under overfladen. Oven på dette er mellemstruktureret jord, som består af Alberese mergel og kalkholdig sandsten, der sikrer fremragende dræning, plus vandopbevarende Pliocæn ler, hvilket skaber perfekte og afbalancerede forhold for vinstokkene selv i de tørreste år. Dette fremragende terræn, et meget særligt mikroklima og en signifikant daglig temperatursvingning gør dette til en mikrozone af enestående høj kvalitet, som producerer en vin, der kombinerer enorm kraft og kompleksitet med finesse og ekstremt elegante frugter.
Bæredygtighed: Mazzei-familien har iværksat et program for bæredygtig forvaltning af deres landbrugsaktivitet med det formål at garantere stabiliteten af økosystemet og dets biodiversitet. Dette førte til fuldstændig eliminering af ukrudt og kemisk topdressing, genanvendelse af produktionsaffald (skud, druestængler, presserester, olivenpresserester og hestegødning) til produktion af firmakompost, der bruges som fuldstændig organisk gødning. Dette komplementeres af den eksklusive brug af grøn gødning med det formål at forbedre indholdet af organiske stoffer i jorden naturligt og samtidig berige biodiversiteten i agro-økosystemet. Til dette formål anvendes planteekstrakter som markbønner, almindelig vikke, esparsette, kløver, havre, byg, blå tansy, sennep, græshøgeskæg, lupinbønner, ærter, peberrod, som efter at være sået i skiftende rækker bliver skåret efter spiring. Der lægges særlig vægt på biologisk skadedyrsbekæmpelse med brug af nyttige insekter, især med hensyn til bekæmpelse af vinmøl, den primære vinstoksparasit.
Vækstsæsonen: 2019-høsten mindede om de fremragende vintages fra 1980'erne. Dette var et 'klassisk' år, hvor natur og næring samarbejdede for at skabe noget helt exceptionelt. Vintertemperaturerne var under gennemsnittet, og nedbøren var lav, med usædvanligt varmt vejr i slutningen af februar. Stormbyger gennem foråret og sidst på sommeren fyldte dog grundvandet og opvejede manglen på vinterregn. De bremsede også planteudviklingen i de tidlige stadier. Sommeren var konstant varm, men uden ekstreme temperaturer eller overdreven nedbør. September fortsatte fint med et signifikant interval i døgntemperaturer. Intet patogen kompromitterede druernes fremragende sundhed. Knoppernes frugtbarhed var inden for normen, og løvets gode tilstand viste, hvor velafbalancerede planterne var i dette ekstremt fine år. Ved høsttidspunktet var druerne perfekte, takket være de fremherskende klimatiske forhold og bladfjernelsen, som blev udført i begyndelsen af september. Begge disse faktorer bidrog til optimal modning af alle druer på tværs af de forskellige produktionszoner.
Vinfremstilling:
Fonterutoli Winery, den sande forbindelse mellem fortiden og fremtiden, dominerer ejendommen og vingårdens skråninger med udsigt til Siena. Et moderne vineri men samtidig indehaver af århundreders gammel viden, som kun et familiemedlem kunne designe: Agnese Mazzei er designeren af det innovative projekt med lav miljøbelastning, hvor æstetik møder funktionalitet. Vineriet er et vigtigt projekt på tre niveauer, som tillader druerne at "falde" under de forskellige faser af vinfremstillingsprocessen og ældes i trætønder på den mest naturlige måde: tyngdekraften. De specielle 74 vinfremstillingsståltanke forsynet med en tilspidset cylindrisk form og en kapacitet på 100 hl, gør det muligt at behandle druerne fra hver parcel separat for at bevare deres biodiversitet og producere en række små vinpartier, der sammen med den fornuftige brug af trædning og lang maceration, giver mulighed for at opnå vine med exceptionelle farvekvaliteter og særligt glatte såvel som elegante tanniner. På 15 meters dybde, i den store kælder, hvor mere end 3000 egetræsfade dvæler, er temperaturen og den rette luftfugtighed garanteret af fem helt naturlige vandstrømme, der strømmer gennem de nøgne klippevægge.
Vinifikation: 26 - 28°C, i rustfri ståltanke
Macerationsperiode: 14 dage (Merlot), 18 dage (Sangiovese)
Aldring: 18 måneder i franske egetræsfade (70% nye): Barriques (Merlot), Tonneaux (Sangiovese)
Finissage: 4 måneder i betontanke
Aftapning: juni 2021
Tilgængelig på markedet: oktober 2021
Produktion: 35000 flasker
Et langvarigt bånd forener Mazzei-familien med Toscana og vinverdenen siden det 14. århundrede; et medlem af Mazzei-familien, Ser Lapo Mazzei, er forfatteren til det første kendte dokument, der benyttede "Chianti"-betegnelsen i 1398. Gennem 24 generationer siden 1435 har Mazzei-familien ejet og produceret vin på vingården Castello di Fonterutoli i Chianti Classico, som er familievirksomhedens bankende hjerte. Fremragenheden af vinene fra Castello di Fonterutoli er velkendt verden over og repræsenterer et af referencepunkterne for hele Chianti Classico. Ejendommen dækker et samlet areal på 650 hektar, hvoraf "kun" 110 er dedikeret til de specielle vinmarker; disse er organiseret i syv zoner, der spænder mellem 220 og 570 meter over havets overflade og som er yderligere opdelt i 114 enkeltparceller.
I dag viderefører den 25. generation af Mazzei-familien fortsat arven af deres knowhow på Castello di Fonterutoli; en af de vigtigste institutioner i Chianti Classico og Toscana, med en enestående historie og en lys fremtid forude. Filippo Mazzei og Francesco Mazzei fungerer som administrerende direktører og driver familievirksomheden. Agnese Mazzei er uddannet i arkitektur og har designet Castello di Fonterutoli kælderen. Giovanni Mazzei er Filippo Mazzei's ældste søn og fungerer som eksportdirektør. Lapo Mazzei's besidder rollen som Retail & Direct Business Director.
Mazzei er beliggende i Italien, som er et af de største vinproducerende lande og eksporterer mere vin end noget andet land i verdenen. Vin fra Italien inddeles i fire klassifikationskategorier: Vino de Tavola (VdT), Indicazione Geografica Tipica (IGT), Denominazione di Origine Controllata (DOC) og Denominazione di Origine Controllata e Garantia (DOCG). Vino de Tavola er den laveste kategori og betyder bordvin på italiensk. Vine i denne kategori må ikke bære nogen årsangivelse og er typisk dagligdagsvin, som de lokale drikker. Det var tidligere almindeligt, at også luksusvine, som overskred rammerne for de højere kategorier, blev kategoriseret som VdT vine. Således opstod begrebet supertoscanere, da en Vino de Tavola dermed kunne være langt dyrere og af højere kvalitet end de bedste DOCG vine. Denne funktion har kategorien IGT i dag overtaget. Indicazione Geografica Tipica betyder, at vinen er typisk for sit geografiske område. Kravene er her mindre begrænsede end til DOC el. DOCG vine. Som sagt tilhører mange af Italiens topvine denne kategori, da de er fremstillet af druer, som ikke tillades indenfor en eksisterende DOCG eller blot fordi producenten ønsker, at give indtrykket af en individualistisk supervin. DOC (Denominazione di Origine Controllata) opstod i 1963 og en DOC-vin skal opfylde en række krav i forhold til geografisk område, druesorter, alkoholindhold, syreindhold, ekstrakt og høstudbytte. Dog ønsker mange ikke at benytte dette system, da de mener, at det er for rigidt. Denominazione di Origine Controllata e Garantia (DOCG) opstod ligeledes i 1963 og skulle dække over de absolut bedste vine fra Italien. Som navnet antyder, kontrollerer såvel som garanterer denne kategori umiddelbart kvaliteten af en vin og en smagskomite, skal godkende vinene. De første fire vine som blev tildelt DOCG-status var Barolo, Barbaresco, Chianti og Brunello di Montalcino. Disse vine er i dag fortsat nogle af Italiens bedste og mest eftertragtede vine. Men i denne kategori findes også mindre gode vine og dermed garanterer DOCG ikke nødvendigvis altid vinens kvalitet i praksis. Generelt findes de bedste i italienske vine i bjergområderne, hvor vinstokkene gror på skråninger. Dette gælder især i Piemonte og Toscana, som kvalitetsmæssigt også lægger helt i front, når det gælder italiensk vin.
Toscana, hvor Mazzei-vinene produceres, er beliggende i det centrale Italien. Vinproduktion har været en del af Toscana i mere end 3000 år og haft en stor indflydelse på regionens kultur. Oprindelsen af vinfremstilling i Toscana kan dateres tilbage til den etruskiske civilisation, som bosatte sig i regionen i det 8. århundrede f.Kr. og bragte vinstokke fra Asien med sig. Andre hævder derimod, at landskabet i forvejen var stærkt beplantet med vilde druer, da etruskerne bosatte sig i området. Ikke desto gjorde etruskerne gradvist vindyrkning til en central del af Toscanas landbrug, hvilket efterhånden førte til salg af vinranker til markeder hinsides havet og dermed kickstartede de en af de største bidragsydere til Italiens økonomi i dag. Efter det etruskiske herredømme ankom grækerne og på dette tidspunkt var Toscana fuldstændig dækket af vinranker. Dermed navngav grækerne området Enotria, som betyder vinland. Dog bukkede grækerne under for romerne i det 1. århundrede, som derefter begyndte at etablere adskillige byer i Toscana såsom Lucca, Siena, Pisa og Florence. Den romerske dominans medbragte store fordele; i de yderst velegnede områder var vinproduktionen fremragende og en æra karakteriseret af velstand begyndte. Efter nedgangen af det romerske imperium i middelalderen begyndte købmænd fra Siena systematisk at plante vinmarker i de indre regioner. Ligeledes tilskyndede og fastholdte fremkomsten af kristendommen også vinens betydning ved at bruge den som et helligt middel til tilbedelse. Kirkefædre, munke og præster begyndte nemlig at systematisk plante vinmarker rundt om kirkerne såvel som klostrene og i de indre regioner. På forudsigelig vis fortsatte vinproduktionen i Toscana med at vokse og i 1710 blev den første flaske af lokal vin afsendt på tværs af de toscanske grænser, som blev et øjeblikkeligt hit. Da anden verdenskrig ramte, havde det en negativ effekt på vinproduktionen i Toscana og tiden efter anden verdenskrig kan dermed karakteriseres som en genopbygningsperiode, hvorunder den toscanske vinproduktion hovedsageligt fokuserede på kvantiet fremfor kvalitet. Det var også i denne periode, at mange af regionens store vinejendomme, som historisk set havde været ejet af lokale adelige, blev solgt til ikke-toscanere. Heldigvis gennemgik vinregionen i 1970erne og 80erne en genfødsel, som banede vejen for de regionale premiumkvalitetsvine, der i dag er verdensberømte.
I dag er Toscana en af de største, vigtigste og mest kendte vinregioner i Italien. Toscanas vinproduktion består af 80% rødvin og regionens mest beplantet druesort er uden tvivl Sangiovese, som er hovedsorten i Toscanas mest berømte vine. Regionen er ansvarlig for den tredjestørste produktion af DOC/DOCG vine i Italien efter Piemonte og Veneto: syv DOCG'er og hele 41 DOC'er producerer toscansk vin i topklasse. Ydermere findes der i Toscana (og Italien generelt) som sagt luksusvine, som ved deres udgivelse overskred eller fortsat i dag overskrider rammerne for de høje klassifikationskategorier. Disse er derfor kategoriseret som IGT-vine og kaldes supertoscanere, da de kan være nogle af Italiens bedste. Supertoscanere er typisk en lokal version af den klassiske Bordeaux-stil blanding med Cabernet Sauvignon, Merlot & Syrah (og indimellem Cabernet Franc). Toscana har en størrelse på 23.000 kvadratkilometer, hvoraf 63.500 hektar er beplantet med vinstokke og de vigtigste vindyrkningsområder inkluderer Chianti, Montalcino, Montepulciano samt den toscanske kyst. Samlet set kan regionens klima beskrives som et mildt middelhavsklima med varme, solrige somre og milde, regnfulde efterår samt vintre. Små variationer i klimaet er et resultat af geografisk placering, men generelt kan regionens landskab karakteriseres af bjerge/bakker og størstedelen af vinmarkerne ligger 150-500 meter over havets overflade. Dermed får druerne rigelig sol og nyder godt af en stor forskel på dagsklima samt natteklima. Temperatursvingningerne mellem dag og nat medfører nemlig, at druerne bedre bevarer deres syre såvel som aroma. Samtidig grænser Toscana op ad det Tyrrhenske hav, hvilket bringer kølige briser ind over de mest kystnære regioner.
Mere specifikt tilhører Mazzei regionen Chianti Classico, der ligger mellem Firenze og Siena. Denne region er skabt af mange århundredes historie og kontinuerlig udvikling. Det var den etruskiske civilisation (folkeslag i Toscana fra 800 f.Kr.-300 f.Kr.), som introducerede vinstokken og gav liv til vinproduktionen i dette område. Efter det etruskiske herredømme overtog romerne styringen over Chianti Classico og den romerske dominans medbragte store fordele. I de yderst velegnede områder var vinproduktionen fremragende og en æra karakteriseret af velstand begyndte for Chianti Classico. Regionen betragtes dermed af mange som værende fødestedet for den toscanske vinfremstilling. Chianti Classico's grænser blev dog først trukket i det 13. århundrede: op gennem middelalderen havde Firenze og Siena kæmpet om kontrollen over den nuværende Chianti Classico zone i næsten 2 århundreder. De besluttede sig endelig at sætte en stopper for denne strid og afvikle grænserne mellem dem via en konkurrence. På en bestemt dag ville to riddere blive vækket af galen fra en hane ved daggry, ride fra deres hjemby mod modstanderens by og grænsen ville blive trukket på det stod hvor, at de mødtes. Siena havde udvalgt en hvid hane og havde i dagene op til behandlet den med alle mulige bekvemmeligheder. Firenze havde derimod valgt en sort hane, som de placerede i et ubehageligt bur og sultede i flere dage. På selve dagen var den sorte hane desperat sulten og galede længe forinden daggry. Den florentinske ridder fik dermed et forspring og de to riddere mødtes derfor kun et par få kilometer uden for Siena - grænselinjerne blev her trukket. Således tilhører størstedelen af Chianti Classico nu Firenze og sidenhen har den sorte han været et symbol for regionen.
Grænserne for regionen blev dog først officielt defineret i 1716 af Cosimo III de' Medici (storhertug af Toscana). På dette tidspunkt kunne en vin sælges med Chianti-mærkatet hvis blot, at druerne var plukket inden de nu fastlagte grænser. Heldigvis eksperimenterede Baron Bettino Ricasoli i den sene halvdel af 1800-tallet med regionens druer og eftersøgte den perfekte blanding til at producere højkvalitets-vin. Dette lykkedes i 1872; den første opskrift på Chianti-vin var skabt og fremhævede vigtigheden af Sangiovese-druen. Som følge af dette blev vinene fra området med konsistente, da folk brugte den "korrekte" variation af druer. I det tidlige 20. århundrede kunne produktionen ikke længere tilfredsstille den stigende efterspørgsmål på markedet. Dette resulterede i, at "Chianti-vin" begyndte at blive fremstillet uden for regionens afgræsninger. Af denne grund indgik 33 producenter i et samarbejde og grundlagde i 1924 Italiens ældste konsortium af vinproducenter. Deres mål var at beskytte kvaliteten såvel som arven af original Chianti-vin og dets historiske oprindelseszone. Den sorte hane var ligeledes symbolet, som blev valgt til at repræsentere "Consorzio Vino Chianti Classico". Dette bar frugt og Chianti blev i 1932 anerkendt med eksklusiv status samt tildelt betegnelsen "Classico" for at skelne den originale Chanti-vin fra andre vine produceret uden for territoriet. Derudover modtog Chianti Classico i 1967 DOC status og de tilladte druer var løst baseret på Ricasoli's opskrift: en Sangiovese-baseret blanding med 10-30% Malvasia og Trebbiano. I samme årti opstod endnu en udfordring for regionen: Chianti Classico's stigende popularitet førte til en stor efterspørgsel og et skift i produktionen. Vinerier begyndte at begyndte at øge andelen af hvide druer i blandingen og dette øgede kvantiteten af vin produceret, men forværrede kvaliteten. Priserne faldt og regionen fik dermed et omdømme for undervældende, masseproducerede vine. Bastflasken blev et symbol på disse vine fra Chianti Classico, som ironisk nok blev kaldt "fiascos".
Kort efter i 1970erne opstod Supertoscanere som et resultat af, at oprørske og kvalitetsbevidste vinproducenter begyndte at eksperimentere med ikke tilladte druetyper i et forsøg på at genvinde regionens ry for kvalitet. De brugte fortsat Sangiovese som base, men i stedet for hvide druer tilføjede de Cabernet Sauvignon, Merlot og Cabernet Franc. Disse vinproducenter fik deres vine mærket med "Vino de Tavola" (en klassifikation der som regel blev givet til vinene af den laveste kvalitet), udelukkende grundet deres brug af de uautoriserede druer. For disse vine var nemlig af høj kvalitet og efterhånden blev Chianti Classico's regler tilpasset til at reflektere denne moderne vinfremstilling; en vis procentdel af de internationale druer blev tilladt (dog forsat med Sangiovese som dominanten i blandingen). I 1984 blev Chianti Classico opgraderet til DOCG - det højeste niveau af kvalitetsanerkendelse for italienske vine. Dog var Chianti Classico fortsat en del af Chianti-regionen og blev først i 1996 et selvstændig DOCG-område. Samme år blev 100% Sangiovese druer tilladt under Chianti Classico regionens produktionsreguleringer og i 2006 blev reguleringerne ændre til, at kun sorte druer til Chianti Classico var nu tilladt. Dermed skal hver Chianti Classico-vin indeholde mindst 80% Sangiovese og de resterende 20% skal være godkendte lokale eller internationale sorter. Hvis en Chianti Classico-vin bærer navnet Riserva betyder det, at den er en absolut topkvalitetsvin og opfylder følgende krav: Aldring i mindst to år i tønder/på fade af egetræ og yderligere tre måneder i flaske samt har et alkoholindhold på mindst 12,5%. Efter mange årtiers raffinement, er mange af vinene fra Chianti Classico bedre end de nogensinde har været og regionens ry oplever derfor kun en positiv udvikling.
Vinous: 99 point
James Suckling: 98 point
Decanter: 96 point
50% Sangiovese, 50% Merlot
75 cl.
