Udsøgt udvalg
De bedste priser
Gratis hjemmelevering v. køb over 889,-
5.949,00 kr.
Château Haut-Brion er navnet på det allerførste luksusvinmærke i hele verdenen og den ældste vinavlsejendom i hele Bordeaux. Historien om Château Haut-Brion er dermed en af de mest banebrydende inden for vinverdenen og har oprindelse i det første århundrede, hvor romerne kultiverede de første vinstokke på ejendommen. Da Clarence Dillon købte Château Haut-Brion i 1935, gendannede han vinslottet til dets tidligere glans og genetablerede ligeledes dets plads blandt elitecirklen af de mest legendariske vine i verden. Hans ekstraordinære, dristige og modige vision videreføres nu af den fjerde generation af familien, som repræsenteres af prins Robert af Luxembourg.
Den eksklusive Grand Vin fra Château Haut-Brion er i en klasse for sig selv og og sikrede vinslottet dets status com Premier Grand Cru under 1855 klassifikationen. En elegant og kompleks rødvin bestående af Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og et strejf af Petit Verdot. Dens karakteristiske mineralaromaer og noter af sort frugt gør vinen unik. Det første indtryk er meget diskret, endda tilbageholdende. Hver gang vinen hvirvles, frembringer nye aromaer en endnu større kompleksitet. Terroiren udtrykkes gennem dens unikke empyreumatiske signatur (cigar, chokolade, ristning, cedertræ osv.) Den første smag er ligeledes reserveret, meget blød med præcise tanniner, men styrken af vinen afslører derefter sig selv, især ved finishen, som er overraskende lang. Denne aromatiske vedholdenhed skyldes vinens meget ædle oprindelse.
Château Haut-Brion 2016 er en vin af enestående kvalitet og har fra den respekterede vinanmelder Robert Parker modtaget de utrolig imponerende 100 point. Den har en lys rød farve med granatrøde og lilla highlights. Næsen er meget udtryksfuld og kompleks: en kombination af rød og sort frugt, violer og afgiver et bemærkelsesværdigt indtryk af friskhed. Vinen starter fyldig og saftig på ganen, udvikler sig derefter med utrolig forfining og viser rig tannis samt masser af volumen, men ingen aggressivitet. Vinen er bredbaseret og tyk, men ikke tung. Denne Haut-Brion har en uimodståelig fantastisk smag og er uden tvivl en af vinslottets største succeser.
6 stk. leveres i uåbnet OWC (Original Wooden Case)
Vinmark: Château Haut-Brion-vinmarken er beliggende i kommunen Pessac, kun få kilometer fra Bordeaux centrum, og tilhører Pessac-Léognan appellationen. Vinmarken har et samlet areal på 51 hektar, hvoraf 48 hektar er viet til røde druer (Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Verdot) og de resterende næsten 3 hektar er er beplantet med hvide druesorter (Sémillon og Sauvignon). Hver hektar rummer omkring 8000-10.000 vinstokke og disse har en gennemsnitsalder på 36 år, dog er nogle af dem helt op til 90 år gamle. Vinmarken kan karakteriseres af et grusbaseret og forhøjet terræn, som er ideelt til dyrkningen af vinstokke. Selve grusarten, der består af små sten af forskellige typer kvarts, er et nøgleelement og bidrager til jordens særdeles værdifulde vindyrkningspotentiale. Grusjorden ligger på en enkel undergrund af ler, sand og kalksten etableret i slutningen af tertiærtiden, derefter under kvartærtiden i løbet af istiderne. Det er grusaflejringer, der med tiden har dannet de skråninger, som vinslottet er beliggende på. Disse kan have en højde på op til 27 meter og gruset kan være helt ned til 18 meter dybt. Dermed nyder skråningerne godt af en fremragende soleksponering og naturlig dræning. Ydermere har vinslottet siden 1970 faktisk opretholdt et "Clonal Massal" program for, at at sikre kvaliteten, individualiteten og unikheden af dets vinstokke. Vinmarkerne er plantet med 12 kloner pr. jordstykke og i alt har de over 500 forskellige kloner plantet i deres vinmark. I 1977 blev næsten 65% af vingården genplantet.
Vækstsæsonen 2016: På trods af at vinteren og foråret i 2016 var præget af komplicerede klimaforhold, rigelig regn og temperaturer under det sæsonmæssige gennemsnit, skete blomstringen med en næsten mirakuløs homogenitet. Sommerens store tørke sluttede med en regntid i midten af september, som var meget gavnlig for slutningen af modenhedscyklussen. I oktober faldt intet regn, som kunne forstyrre høsten. Nætternes friskhed kombineret med de varme dage, gav mulighed for at udvikle vine rig på farve, men også friske og frugtige.
Høst: Høsten er kulminationen af et helt års arbejde. Druerne høstes manuelt i henhold til deres modenhed, hvorefter de sorteres samt afstilkes og kun kvintessensen efterlades - denne vil afgøre årgangens fremragenhed. Generelt afhænger hver årgangs fremragenhed af den optimale kvalitet af hver høstet drue.
Vinfremstilling: Château Haut-Brion-vinenes berømthed skyldes naturligvis deres terroirs partikulære økosystem, men også successionen af passionerede og dedikerede fagfolk, som gennem deres viden og kendskab opnåede exceptionelle resultater. Selve vinfremstillingen foregår således, at druerne anbringes i unikke, "double skinned", rustfrie ståltønder, hvor temperaturen gradvist hæves, så fermenteringen kan begynde. Faktisk var Haut-Brion en af de første Bordeaux-Châteauer, der benyttede rustfrit stål til vinifikation (siden 1961). Takket være teknologi og præcis temperaturkontrol, er fermenteringen fuldt kontrolleret. To uger senere når farverne, tanninerne og hovedaromaerne har leveret deres fulde potentiale, bliver tønderne drænet. Dette er sandhedens øjeblik, da hver tønde indeholder en vin med egen personlighed. Herefter selekteres de bedste vine til kreeringen af Château Haut-Brion. Selve blandingen sker dermed kort tid efter fermenteringen er afsluttet og forinden aldringsprocessen i tønderne begynder. Hos Château Haut-Brion fortrækker de nemlig at blande vinene inden, at træets indflydelse kan mærkes i vinen. Til sidst ældes vinen i 100% nye, franske egetræsfade i omkring 20-24 måneder afhængigt af årgangens styrke samt karakter. Aldringen hjælper med at udvikle og ilte vinen samt forme dens karakter. Vinen aftappes herefter på flaske, så den kan fortsætte sin langsomme aldringsproces.
Historien om Haut-Brion kan dateres helt tilbage til det første århundrede e.Kr., hvilket fremgår af en romersk mønt med et portræt af kejser Claudius (regeringstid: år 41–54 e.Kr.), der for nylig blev fundet i en af grusskråningerne på Château Haut-Brion-vinmarken. På dette tidspunkt lærte romerne vindyrkningskunsten til Bituriges Vivisques, en gallisk stamme som grundlagde Burdigala - det nuværende Bordeaux. Få århundrede senere fik Haut Brion terroiren sit navn, hvilket deriverer fra et gammelt keltisk udtryk "Briga", der løst oversat betyder en forhøjning/stigning i landet. Allerede i 1521 blev Haut-Brion anerkendt som en "Cru" vin ifølge et dokument fra Gironde Stadsarkiv (Archives départementales de la Gironde). Dette dokument er den tidligst kendte bevisførelse for, at vin blev produceret på Haut-Brion ejendommen på en årlig basis. Få år senere i 1525 erhvervede Jean de Pontac en lille del af Haut-Brion ejendommen gennem sit ægteskab til Jeanne de Bellon, der var datter af Libourne's daværende borgmester. I 1533 begyndte Jean de Pontac at udvide såvel som renovere ejendommen og i 1549 byggede han det pragtfulde Château, som fortsat kan beundres på ejendommen i dag. Dette var blot begyndelsen på historien om Bordeaux's ældste, kontinuerligt fungerende vinslot og luksusmærke. Gennem hele sit liv var Jean de Pontac tæt involveret i vinfremstillingen og kort forinden hans død ejede han over halvdelen af de vinstokke, som i dag udgør Haut-Brion's vinmark. Han døde i en alder af 101 d. 5 april 1589 og levede gennem fem konger, heriblandt Louis XII, François I, Henri II, Charles IX og Henri III - sandsynligvis en unik oplevelse på det tidspunkt.
Som følge af hans død gik Château Haut-Brion til hans fjerde søn Arnaud II de Pontac. Han døde desværre allerede i 1605 og hans nevø Geoffroy arvede herefter Château Haut-Brion. Disse to generationer af efterfølgere til Jean de Pontac gjorde deres bedste for at sprede rygtet om Château Haut-Brion; heriblandt at producere og sælge vinen fra ejendommen. Det var dog først den næste generation, Arnaud III de Pontac, der virkelig konsoliderede vinslottets omdømme. Han blev beskrevet som en ægte renæssancemand og var en af de mest indflydelsesrige politikere i Bordeaux (første præsident af Guyenne-parlamentet). Det øjeblik han arvede Château Haut-Brion, begyndte Arnaud III straks at foretage forbedringer på ejendommen; han udbyggede selve vinslottet og udvidede vinmarken yderligere. På dette tidspunkt, i det tidlige 17. århundrede, var Bordeaux ikke længere under engelsk dominans, men eksporterede fortsat størstedelen af deres vine til England. Charles II af England indtog tronen i 1660 og fik samme år en interesse i vinen fra Haut-Brion. Det samme gjaldt Londons overklasse, da Arnaud III åbnede det ekslusive værtshus Pontac's Head i England med det formål at sælge og promovere hans vine. Pontac's Head blev hurtigt den eneste fashionable etablering i London og aristokrater, kunstnere, forfattere samt vinelskere samledes alle for at smage såvel som købe flaskerne fra Haut-Brion og priste deres uforlignelige kvaliteter. Den første henvisning til vinen fra Chateau Haut Brion i pressen var den 10 april 1663, da engelske Samuel Pepys (den tids Robert Parker) skrev følgende efter at have smagt vinen: "There I drank a sort of French wine called Ho-Bryan that hath a good and most particular taste I never met with". Således blev Château Haut-Brion den første vin, der fik en professionel anmeldelse. Arnaud III de Pontac bragte dermed Haut-Brion stor succes under sin styringsperiode og hans navn er uden tvivl dybt indgraveret i Haut-Brion's historie såvel som i historien om fransk vin. Hans mange bedrifter indebar nemlig, at gøre vinen fra Haut-Brion's til den første Bordeauxvin, som blev solgt under slottets navn. Ydermere blev Haut-Brion med Pontac's Head det første Bordeaux-Château, som promoverede deres vine uden for regionen. Vigtigst af alt skabte Arnaud III en ny vinstil, som var oprindelsen til alle nutidens Grand Cru rødvine og i dag henviser mange historikere til denne periode som en "vinrevolution".
I 1749 overtog familien Fumel styringen af Château Haut-Brion i 1749 og fremtiden så lys ud for det prangende vinslot. I 1787 rejste Thomas Jefferson, som var ganske fortrolig med kvaliteten af vine fra Bordeaux, til den skønne region. Den 25. marts 1787 bød Joseph de Fumel for første gang Thomas Jefferson velkommen til Château Haut-Brion. Efter sit besøg skrev Jefferson i sin dagbog; "The soil of Haut-Brion, which I examined in great detail, is made up of sand, in which there is near as much round gravel or small stones and very little loam like the soils of the Medoc". Samtidig udpegede Jefferson "fire vinmarker af første kvalitet" til rødvin og dette var naturligvis Château Lafite, Château Margaux, Château Latour samt Château Haut-Brion. Ironisk nok blev Thomas Jefferson valgt til præsident samme år som Joseph de Fumel, såvel som en række andre slotsejere, blev henrettet under den franske revolution. I 1801 blev Château Haut-Brion købt af Charles-Maurice de Talleyrand-Périgord, som var prins af Benevento og han introducerede sine vine til de mest fornemme politiske kredse. Dog var han så optaget af sin politiske karriere, at han ikke havde meget tid til at bestyre Haut-Brion og han solgte derfor ejendommen i 1804.
I 1836 blev Château Haut-Brion købt af Joseph Eugène Larrieu, der viede sit liv til den fantastiske ejendom. Han modtog i 1855 en belønning for sin indsats og dedikation, da en officiel klassificering af de bedste vine fra Bordeaux blev nemlig udført og Château Haut-Brion blev udnævnt til en af de fire "Premiers Grands Crus Classés" for rødvin sammen med Margaux, Lafite og Latour. Historisk set var denne klassificering i mange aspekter den direkte efterkommer af bemærkningerne fra Thomas Jefferson tilbage i 1787. På trods af denne succes led de tre generationer af Larrieu familien under de mange sygdomme, som hærgede Bordeaux-vinmarkerne i den sidste halvdel af det 19. århundrede. Joseph Eugène Larrieu, som desværre døde i 1859, efterlod sin søn Louis Jacques Amédée Larrieu ansvarlig for Château Haut-Brion's skæbne. Han formåede at bekæmpe den altødelæggende meldug og genplantede gradvist vinmarken. Ydermere moderniserede Amédée vinkældrene, var tæt involveret i vinproduktionen og udviklede forretninger på det engelske marked. Efter hans død i 1873 blev hans søn Eugène efterladt med ansvaret for Château Haut-Brion. Under hans styringsperiode ødelagde phylloxera vinmarker over hele Europa og ramte Château Haut-Brion hårdt i 1880. Eugène kæmpede en brav kamp mod sygdommen og formåede at overvinde den ved at fuldstændig genopbygge vinmarken.
I januar 1925 købte André Gibert, en excentrisk karakter og god vindyrker, Château Haut-Brion og administrerede det i ni år. Gammel, syg og uden en arving begyndte Gibert at lede efter en tilstrækkelig stærk og indflydelsesrig karakter til at gendanne slottet til dets tidligere herlighed. I 1934 besøgte Clarence Dillon, en bankmand fra New York, Château Haut-Brion under en rejse til Frankrig og beundrede det prangende vinslot. Mens han sad i damptoget, der skulle føre ham tilbage til USA, modtog Dillon et telegram omkring, at han kunne købe Haut-Brion, men kun hvis han handlede hurtigt. Hans svar var klart: "Handle hurtigt!" Købet blev afsluttet den 13. maj 1935, og et fjerde dynasti tog over Château Haut-Brion. I september 1939, da anden verdenskrig brød ud, konverterede Clarence Dillon Château Haut-Brion til et hospital for at modtage sårede officerer fra den franske hær. Efter krigens afslutning moderniserede Clarence og hans nevø Seymour i 1961 ejendommen ved at installere ny elektricitet, redesigne parken og renovere kældrene. Clarence døde i 1979 i en alder af 96 år og kort forinden havde hans barnebarn Joan Dillon i 1975 overtaget styringen af slottet. Joan renoverede fra 1975 til 2008 hele slottet samt skabte parken, der omgiver slottet og bragte det hermed tilbage til sit storhedsformat. Joan Dillon var i 1967 blevet gift med prins Charles af Luxembourg og efter hans død i 1978 giftede hun sig i 1879 med hertugen af Mouchy i 1879. Han blev en del af Haut Brion teamet, men trak sig tilbage i 2003. I 1991 var Château Haut-Brion's nuværende, højteknologiske blevet indviet af Joan. I 2008 overtog Joan Dillons søn, Prins Robert af Luxembourg, ledelsen af Chateau Haut Brion og har drevet vinslottet lige siden. Under hans lederskab blev renoveringen af Château Haut-Brion's storslåede bygninger endelig afsluttet. Meget få vinslotte har i så lang tid været forbundet med en amerikansk familie, der elsker Frankrig og dets livsstil som Dillon familien gør.
Château Haut Brion var også det første vinslot, der:
Château Haut-Brion er beliggende i Bordeaux, en region i den sydvestlige del af Frankrig, som i forbindelse med vinproduktion har opnået stor international anderkendelse. Regionens imponerende vinproduktionshistorie kan dateres tilbage til år 60 f.Kr., da romerne overtog Bordeaux-området og begyndte at plante vinmarker, kultivere druer samt producere vin. Allerede dengang havde Bordeaux de ideelle forhold til vinfremstilling. Selve navnet Bordeaux stammer fra det franske au bord de l'eau, hvilket betyder "langs vandet" og henviser til Gironde-flodmundingen samt dens bifloder, Garonne og Dordogne, der spiller en afgørende rolle i områdets historie såvel som succes. Regionens førsteklasses beliggenhed tæt på disse floder gjorde nemlig forsendelse af flaskerne og handel med resten af verdenen lettere. Bordeaux begyndte dermed allerede omkring det 1. århundrede e.Kr. at blive kendt for sin vin, der omtales i adskillige dokumenter fra dengang, som er blevet fundet spredt ud over Vesteuropa. Et stort øjeblik i Bordeaux's historie er foreningen mellem Eleanor af Aquitaine og Henry Plantagenet, som senere blev kong Henry II af England. Dette åbnede Bordeaux-regionen op for det engelske marked og under deres bryllup i 1152 blev der serveret vin fra bordeaux. Endnu en milepæl i Bordeaux's historie var, da hollænderne effektivt omformede hele regionen i et forsøg på at gøre distribution lettere. I løbet af 1600-tallet var meget af jorden i Bordeaux-regionen nemlig sumpet, hvilket gjorde den ubrugelig til dyrkningen af vinstokke. Men hollænderne var i stand til at finde en måde, hvorpå de kunne dræne dette landområde og give mere plads til kultiveringen af druer samt udvikle en mere direkte distributionsrute. Dette område blev senere kendt som Medoc.
I dag er Bordeaux fortsat det største, mest populære såvel som vigtige vinområde i verden. Denne indflydelsesrige region er hjemsted for de ypperste vinmarker, som udgør et imponerende vinareal på 110.000 hektar. Heraf produceres en tredjedel af Frankrigs kvalitetsvin og regionens gennemsnitlige produktion ligger på 700 millioner flasker årligt. Ansvarlig for de mest eftertragtede vine i verdenen, er Bordeaux mest kendt for tørre rødvine på Cabernet Sauvignon samt Merlot og søde rødvine på Sauvignon Blanc samt Semillon, der kendetegnes ved at have lang holdbarhed i flasken. De største Bordeaux-vine opdeles i højre og venstre bred af Gironde-floden. Médoc og Graves samt de kendte appellationer som Haut-Médoc, Pauillac, St. Julien, St. Estèphe og Margaux tilhører venstre bred. Kendte appellationer som Pomerol, Saint-Émilion og Lalande de Pomerol tilhører højre bred. Der er på disse brede stor forskel på jordbunden, hvilke druesorter der trives bedst og dermed vinstilen. Helt i toppen er cru'erne og disse er et resultat af, at Napoleon III i 1855 bad om at få klassificeret de allerbedste vine i Bordeaux (1855 klassifikationen). Denne klassificering rangerede vinene fra 1. til 5. cru (1. cru er bedst), så forbrugere over hele verden kunne identificere, hvilke der var de bedste. Disse cru'er har i dag deres egen appellation (AOC) og siden 1855 er dette klassifikationssystem kun blevet smårevideret to gange.
Mere specifikt ligger Château Haut-Brion fem kilometer fra Bordeaux's centrum i appellationen Pessac-Léognan. Historisk set er denne blandt Bordeaux's ældste vinproducerende områder og der har været fremstillet vin i Pessac-Léognan siden de gamle romerske tider. Før Pessac-Léognan blev en officiel AOC, var området en del af den store region Graves, som dominerede den tidlige vinproduktion i Bordeaux. En klassificering af Graves' bedste ejendomme blev afsluttet i 1959 og alle de klassificerede vækster lå i den nordlige ende af Graves. Dette skabte spændinger mellem den nordlige og sydlige del, som følte sig marginaliseret. Ideen til oprettelsen af Pessac-Léognan kom fra Andre Lurton, som ejede adskillige vinmarker i den nordlige del af Graves. Det hele begyndte i 1964 med en indledende gruppe på 60 vinslotte, som skabte deres eget nye syndikat; Syndicat Viticole des Graves du Nord. Andre Lurton var præsident af denne gruppe og bragte forslaget til INAO i 1980. Efter adskillige års debat og uenighed blev Pessac-Léognan's specifikke kvaliteter anerkendt ved et officielt dekret om oprettelse af appellationen den 9. september 1987. Således endte vinslottene af den højeste kvalitet med at være en del af Pessac-Léognan og denne superappellation er i dag ansvarlig for nogle af Bordeaux's allerbedste vine.
Pessac-Léognan består af otte mindre kommuner, hvoraf de to primære er Pessac samt Léognan og appellationen er naturligvis navngivet efter disse. Dette ekslusive vinområde har et samlet vinmarksareal på mere end 1500 hektar og er hjemsted for mere end 70 ejendomme, heriblandt er de mest prestigefyldte Haut-Brion, La Mission Haut-Brion, Laville Haut-Brion og Pape Clément. Det store antal ejendomme producerer omkring ni millioner flasker årligt, hvoraf 80% er rødvin og 20% hvidvin. Rødvinene fremstilles hovedsageligt af appellationens dominerende druesort Cabernet Sauvignon, men der er også en stor tilbøjelighed til Merlot. Ydermere skylder Pessac-Léognan en stor del af sin succes til den fremragende terroir: appellationens unikke placering mellem både havet og skoven resulterer i et mildt og roligt mikroklima. De omfattende fyrreskove beskytter nemlig vinmarkerne mod hårdt vejr og det nærliggende hav har en tempererende funktion på klimaet, som faktisk er det varmeste i alle af Bordeaux's vindyrkningsområder. Dette skyldes blandt andet Pessac-Léognan's nærhed til Bordeaux by: vinmarkerne ligger ofte langs forstæderne og varmen fra de nærliggende boliger såvel som industriel aktivitet bidrager til det generelle varme klima. Selve landskabet kan karakteriseres af bakker og skråninger, som sikrer en fremragende dræning (faciliteret af et netværk af små vandløb, der fungerer som naturlige afløb og ender i Garonne-floden). Ydermere er denne superappellation beliggende i den mest grusholdige del af Graves og dette er naturligvis den samme grus, som i sin tid lagde navn til den store region. Dermed består jordbunden hovedsageligt af gruslag, men også kalkstensten med en undergrund af sand og ler. Den grusagtige jord fanger solens stråler og udsender varme på vinstokkene godt efter mørkets frembrud gennem en proces, der fremmer druernes modning. Jordbundens heterogenitet tillader en bemærkelsesværdig diversitet i de resulterende druer, som kombineret med appellationens ideelle vækstbetingelser resulterer i et vidunderligt udvalg af høj-kaliber-vine.
Robert Parker: 100 point
James Suckling: 100 point
56% Merlot Noir, 37,5% Cabernet Sauvignon og 6,5% Cabernet Franc.
75 cl.